Venindeparret bag Yolene

Velkommen til vores venskab, livsdrømme og intentioner om eventyr.

Vores livsbaner krydsede hinandens i 2018, hvor vi begge jagtede en HHX-studentereksamen. I et år gik vi på handelsskolen i Horsens, og beundrede hinanden på afstand. “Hende der. Hende skal jeg være veninder med”, tænkte vi. Da skoleåret gik på hæld, greb vi muligheden for at lade mundtøjet føre os videre. Vi brugte oceaner af timer på at lære hinanden at kende, og fandt på rekordtid stjernestatus hos hinanden. Et lykketræf førte os til den anden side af jorden som gaster på en sejlbåd i Stillehavet. Vi nød et halvt år i Fransk Polynesien, blev forelsket i tilværelsen og vidste undervejs, at vi måtte blive kaptajner på vores egen båd og anduve egne drømme.

Alle facetter af livet er blevet et nøk bedre efter vores sjælemøde, og siden vi besluttede os for at imødekomme vores tøjlesløse nysgerrighed på verden, har vi ikke set os tilbage. Vi er mestre til at samarbejde og kommunikere. Vi bærer rundt på det samme værdisæt, er sultne på eventyr, og med forskellige spidskompetencer er vi et fuldstændig ideelt team til at drage på langtur. To co-captains med samme dybe passion, der begge er klar på at surfe med på en bølge af livets skole.

Bex

25 år vis, men født med en meget ældre sjæl. Solskindssind af natur, levekvinde, og indehaver af et holistisk menneskesyn. Lykken er at sprede kærlighed og at efterlade jorden et bedre sted, end da jeg kom hertil - og derfor skal jeg se kloden først, så jeg kan sætte mit ydmyge præg. Hotdogs og smørpopcorn er min absolutte go-to, og jeg mixer havets bedste GTér. At være kaptajn ombord på Yolene er min absolutte favorit beskæftigelse sammen med min elskede soulsister Anna.

  • Duelighedsbevis

    Yachtskipper af 3. grad

    Offshore søsikkerhedskursus, FTLF

    Kursus i brandbekæmpelse

    VHF/SRC bevis

    Kanalbevis - CEVNI

    Førstehjælp

    Duelighed i motorpasning

    Yogainstruktør, RYT200

 

Anna

24 år, født med et stort smil. Jeg forelsket i naturen, havet og (de fleste) dyr. Selvom mine fødder er plantet dybt i jorden, har jeg erfaret at jeg er allermest lykkelig når jeg er ude i verden. Jeg elsker hver en leg, og at lave hovedspring er ren lykke i mine øjne. Min fascination af verden, lysten til at udforske alt det jeg endnu ikke har set og gense de vidundere jeg har set, går perfekt hånd i hånd med min titel som kaptajn ombord på Yolene i fællesskab med min yndlings Bex.

  • Duelighedsbevis

    Yachtskipper af 3. grad

    Offshore søsikkerhedskursus, FTLF

    Kursus i brandbekæmpelse

    VHF/SRC bevis

    Kanalbevis - CEVNI

    Førstehjælp

    Duelighed i motorpasning

 

Kom med ombord
Vi glæder os til at lære dig at kende.